Garderobefavoritter - Smykker

Tanker om Made in China

KINA

Jeg har på det sidste gjort mig rigtig mange tanker, om hvor de varer, som jeg køber, bliver produceret og hvilke forhold arbejderne arbejder under. Vi kan vidst alle blive enige om, at varer i Kina bliver produceret virkelig billigt på grund af de lave lønninger, som arbejderne får. For Kina er det jo en rigtig god forretning, fordi deres evne til at konkurrere på priser har betydet, at mange udenlandske virksomheder har flyttet deres produktion til Kina, for at nedbringe produktionsomkostningerne. For os som forbrugere, er det jo egentlig også rigtigt godt, da det frie marked sikrer os muligheden for at vælge og vrage mellem alle de produkter, der er på markedet, således at vi kan finde det bedste produkt til den billigst mulige pris.

 

Problemet er så, at langt det meste tøj produceres i Kina eller lande med lignende arbejdsforhold. Hvis man er i stand til at lukke øjnene for hvor ringe arbejdsvilkårene er i sådanne lande, er problemet løst og så kan man bare fortsætte med at købe uden etiske og moralske skrupler. Det kan jeg bare desværre ikke. Måske tænker jeg for meget over tingene, og måske er det åndssvagt, men her kommer mine tanker alligevel.

 

Lad os forestille os, at alle mennesker i den vestlige verden fortsætter med at købe deres tøj fra virksomheder, som har deres produktion i Kina. For Kina vil det være positivt, da der kan åbnes flere fabrikker og dermed kan beskæftigelsen stige. Desværre vil fabriksarbejderne nok fortsat have ringe arbejdsvilkår, og de vestlige virksomheder og de kinesiske fabriksejere vil tjene gode penge på, at andre mennesker lever af en elendig løn. Altså vil virkeligheden se ud stort set som den gør i dag.

 

Og lad os så nu forestille os, at alle mennesker i den vestlige verden stopper med at købe varer produceret i Kina, og i stedet flyttes virksomhedernes produktion til vestlige lande, hvor arbejdsforholdene er i orden. For os som forbrugere vil det betyde, at de varer, vi køber, bliver dyrere, fordi det er de nødt til, når produktionsomkostningerne stiger. Det kan jeg sagtens leve med, for så er de etiske skrupler ved at købe tøj forsvundet, og jeg kan have god samvittighed, når jeg tager min Made in Denmark-skjorte på. For mig at se er der bare ét problem, for hvis ingen længere køber varer i Kina, må fabrikkerne i Kina jo lukke, hvilket betyder, at de i forvejen fattige arbejdere bliver arbejdsløse og endnu mere fattige. Og så er min samvittighed jo ikke længere ren, for så har jeg ikke bidraget til, at forholdene for de kinesiske arbejdere er blevet bedre.

 

Jeg tror, det er naivt at tro, at vi ved at vælge varer produceret i vesten eller under acceptable arbejdsforhold kan udrydde Made in China-problematikken, men måske er det bare mig, der er pessimistisk. Som jeg ser det, er det en loose-loose situation for de kinesiske arbejdere, og uanset, hvad jeg køber, forbedrer jeg ikke deres levekår. Jeg er stadig i tænkeboks om, hvorvidt jeg skal stoppe med at købe tøj produceret i Kina, for på den ene side vil jeg ikke støtte dårlige arbejdsvilkår, men på den anden side vil jeg heller ikke medvirke til, at de fattige fabriksarbejdere bliver fattigere.

 

Som sagt er det måske bare mig, der tænker for meget over tingene, og måske bliver arbejdsforholdene for kineserne og arbejderne i lignende lande rent faktisk bedre, når man stopper med at støtte virksomheder, hvis varer produceres i disse lande. Jeg håber det, men har virkelig svært ved at tro på det.

 

For at slutte indlægget har jeg “for sjov” lavet en optælling af, hvor meget tøj, jeg har, som er produceret i Kina eller lignede lande.

 

Overdele

T-shirts

  • Grå T-shirt med print, Abercrombie and Fitch – Vietnam
  • Sort T-shirt, Acne – Portugal
  • Hvid T-shirt, Acne – Portugal

Toppe

  • Sort blondetop, Ganni – Portugal
  • Navy silketop, 2nd Day – Kina

Skjorter

  • Sort silkeskjorte med hvid “piping”, Ganni – Kina
  • Lyseblå -og hvidstribet skjorte, Designers Remix – Kina
  • Lyserød silkeskjorte, Ganni – Kina
  • Gennmsigtig sort skjorte, InWear – Vintage, produktionsland ikke noteret
  • Mønstret langærmet silkebluse, Stine Goya – Indien
  • Navy silkeskjorte med hvidt mønster, Tommy Hilfiger – Kina

Jakker

  • Lyserød frakke i uldblanding, Ganni – Kina
  • Beige trenchcoat, Burberry – England
  • Sort sommerfrakke, And Other Stories – Kina
  • Kort læderjakke, Vila – Indien
  • Dunjakke, 2XU – Kina
  • Lang vinterjakke, Kari Traa – Kina

Blazere

  • Sort klassisk blazer, Calvin Klein – Produktionsland ikke noteret
  • Grå draperet silkeblazer, Designers remix – Kina
  • Lang blazer, Just Female – Kina
  • Sort kimono med pailletter, Ganni – Indien

Strik

  • Tynd rullekravetrøje i uld, Selected Femme – Kina
  • Lang grå cardigan, Just Female – Tyrkiet

Kjoler

  • Little Black Dress, InWear – Vintage, produktionsland ikke noteret
  • Hvid langærmet silkekjole med mønster, Selected Femme – Kina
  • Sort kjole med guldglimmer, Ganni – Kina
  • Grå draperet kjole med lange ærmer, Nelly Trend – Kina
  • Blomstret maxikjole – Kina

Underdele

Lange bukser

  • Sorte stramme jeans, Acne – Albanien
  • Løse grå jeans, Topshop – Tyrkiet
  • Nålestribede “jakkesætbukser”, Topshop – Storbrittanien
  • Sorte løse bukser med guldglimmer, Ganni – Kina
  • Shiny silkebukser med mellemhøj talje, And Other Stories – Kina
  • Matte silkebukser med høj talje, Designers Remix – Kina

Shorts

  • Lyserøde silkeshorts med blonde, Ganni – Kina
  • Sorte silkeshorts med blonde, Ganni – Kina

 

Status lyder dermed på:

  • 25 i Kina eller lignende
  • 6 i EU
  • 2 i Tyrkiet
  • 2 ikke noteret

 

Jeg har fjernet et par stykker tøj fra min garderobe siden listen blev lavet, så nu er der altså 35 stykker tøj i min hverdagsgarderobe, og 71 % af mit tøj er produceret i Kina eller lignede lande. Av av av.. Mit store problem er, at jeg køber meget af mit tøj online, og der er det meget sjældent, at hjemmesiden angiver, hvor varen er produceret. Jeg kan dog blive bedre til at skrive til dem, inden jeg køber noget. Jeg ville dog også ønske, at brands som Ganni, som skriver på deres hjemmeside, at de ønsker, at deres produktion bliver grønnere til gavn for miljøet, samt at de ønsker at være socialt ansvarlige, ville tage lidt ansvar. Forhåbentlig har deres fabriksarbejdere i Kina gode forhold, men deres skrivelse på Ganni.com er meget flyvsk og ikke uddybende, så det er ikke til at sige.

 

Inden indlægget bliver alt for langt må jeg hellere slutte af. Jeg kan konkludere, at jeg i hvert har rigtig mange tanker om det her emne, og at jeg skal blive bedre til at undersøge produktionsforhold inden jeg køber noget.

 

-Asta

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Garderobefavoritter - Smykker