Jeg har pt to hverdagstasker: en lille crossbody taske fra Gucci og en større med plads til computer fra Adax. Over de sidste måneder har jeg dog virkelig forelsket mig i blå tasker.. Jeg starter på jura-studiet lige om lidt (d. 24. august), og jeg er bange for, at min Adax-taske ikke er stor nok til både computer, bøger, mad og vandflaske. Det kunne derfor være oplagt, at jeg anskaffede mig en ny og mere rummelig taske i en blå nuance. Jeg har brændt mig ret varm på Stella McCartneys Falabella tasker og sådan en i blå med tre kæder, måtte godt flytte ind snarest muligt! Om den er et reelt behov, er jeg ikke klar over endnu, og derfor køber jeg heller ikke nogen større taske, før jeg har fundet ud af, hvor meget taskeplads jeg behøver til studiet.
Kommer jeg rent faktisk til at mangle en større taske, er der et behov, som jeg ikke kan opfylde med mine andre tasker, og så kan jeg retfærdiggøre at købe en ny, men så opstår endnu et problem: Hvad skal der så ske med min Adax-taske? Bliver den overflødig? Og skal jeg i så fald skille mig af med den? Umiddelbart kan det være fint at have to medium hverdagstasker at veksle imellem, og Adax-tasken har en fin størrelse til en tur ind til København, da der er plads til det mest nødvendige. Yderligere er den også god til arbejdsbrug, da den er meget klassisk – her tænker jeg også i mit fremtidige arbejde (forhåbentlig som jurist eller advokat).
Og hertil går det fint, et eventuelt taskekøb kan retfærdiggøres, men det stopper også nu. Jeg har nemlig VIRKELIG forelsket mig i Céline Trio tasken i mørk blå. Den er så smuk og simpel, og den er den perfekte crossbody/byturstaske. Problemet er bare, at jeg allerede har den perfekte crossbody/byturstaske – nemlig min Gucci Soho Disco bag. Og vi kan vidst hurtigt blive enige om, at det ikke er en nødvendighed at have to små tasker, som “kan det samme”.. Jeg vil derfor kategorisere Céline-tasken som et ønske og ikke en mangel eller et behov. Det er sådan en taske, som kunne være helt vild rar og lækker at have, men den er ikke en nødvendighed, og derfor skal jeg virkelig overveje, om jeg bør investere i den. For hvis jeg gør, så SKAL den skambruges, og det skal min Gucci-taske fortsat også, for ellers kan jeg ikke retfærdiggøre at have dem begge. Åh altså, hvor er jeg dog privilegeret, at mine største overvejelser lige nu handler om tasker.
Jeg vil lige tilføje her til sidst, at hvis jeg skal købe en eller begge tasker, så køber jeg dem secondhand, da det er forholdsvis let at finde disse modeller til rimelige penge på nettet. Samtidig er det også mere bæredygtigt, og det betyder meget for mig.
Jeg har på det sidste gjort mig rigtig mange tanker, om hvor de varer, som jeg køber, bliver produceret og hvilke forhold arbejderne arbejder under. Vi kan vidst alle blive enige om, at varer i Kina bliver produceret virkelig billigt på grund af de lave lønninger, som arbejderne får. For Kina er det jo en rigtig god forretning, fordi deres evne til at konkurrere på priser har betydet, at mange udenlandske virksomheder har flyttet deres produktion til Kina, for at nedbringe produktionsomkostningerne. For os som forbrugere, er det jo egentlig også rigtigt godt, da det frie marked sikrer os muligheden for at vælge og vrage mellem alle de produkter, der er på markedet, således at vi kan finde det bedste produkt til den billigst mulige pris.
Problemet er så, at langt det meste tøj produceres i Kina eller lande med lignende arbejdsforhold. Hvis man er i stand til at lukke øjnene for hvor ringe arbejdsvilkårene er i sådanne lande, er problemet løst og så kan man bare fortsætte med at købe uden etiske og moralske skrupler. Det kan jeg bare desværre ikke. Måske tænker jeg for meget over tingene, og måske er det åndssvagt, men her kommer mine tanker alligevel.
Lad os forestille os, at alle mennesker i den vestlige verden fortsætter med at købe deres tøj fra virksomheder, som har deres produktion i Kina. For Kina vil det være positivt, da der kan åbnes flere fabrikker og dermed kan beskæftigelsen stige. Desværre vil fabriksarbejderne nok fortsat have ringe arbejdsvilkår, og de vestlige virksomheder og de kinesiske fabriksejere vil tjene gode penge på, at andre mennesker lever af en elendig løn. Altså vil virkeligheden se ud stort set som den gør i dag.
Og lad os så nu forestille os, at alle mennesker i den vestlige verden stopper med at købe varer produceret i Kina, og i stedet flyttes virksomhedernes produktion til vestlige lande, hvor arbejdsforholdene er i orden. For os som forbrugere vil det betyde, at de varer, vi køber, bliver dyrere, fordi det er de nødt til, når produktionsomkostningerne stiger. Det kan jeg sagtens leve med, for så er de etiske skrupler ved at købe tøj forsvundet, og jeg kan have god samvittighed, når jeg tager min Made in Denmark-skjorte på. For mig at se er der bare ét problem, for hvis ingen længere køber varer i Kina, må fabrikkerne i Kina jo lukke, hvilket betyder, at de i forvejen fattige arbejdere bliver arbejdsløse og endnu mere fattige. Og så er min samvittighed jo ikke længere ren, for så har jeg ikke bidraget til, at forholdene for de kinesiske arbejdere er blevet bedre.
Jeg tror, det er naivt at tro, at vi ved at vælge varer produceret i vesten eller under acceptable arbejdsforhold kan udrydde Made in China-problematikken, men måske er det bare mig, der er pessimistisk. Som jeg ser det, er det en loose-loose situation for de kinesiske arbejdere, og uanset, hvad jeg køber, forbedrer jeg ikke deres levekår. Jeg er stadig i tænkeboks om, hvorvidt jeg skal stoppe med at købe tøj produceret i Kina, for på den ene side vil jeg ikke støtte dårlige arbejdsvilkår, men på den anden side vil jeg heller ikke medvirke til, at de fattige fabriksarbejdere bliver fattigere.
Som sagt er det måske bare mig, der tænker for meget over tingene, og måske bliver arbejdsforholdene for kineserne og arbejderne i lignende lande rent faktisk bedre, når man stopper med at støtte virksomheder, hvis varer produceres i disse lande. Jeg håber det, men har virkelig svært ved at tro på det.
For at slutte indlægget har jeg “for sjov” lavet en optælling af, hvor meget tøj, jeg har, som er produceret i Kina eller lignede lande.
Overdele
T-shirts
Grå T-shirt med print, Abercrombie and Fitch – Vietnam
Sort T-shirt, Acne – Portugal
Hvid T-shirt, Acne – Portugal
Toppe
Sort blondetop, Ganni – Portugal
Navy silketop, 2nd Day – Kina
Skjorter
Sort silkeskjorte med hvid “piping”, Ganni – Kina
Lyseblå -og hvidstribet skjorte, Designers Remix – Kina
Lyserød silkeskjorte, Ganni – Kina
Gennmsigtig sort skjorte, InWear – Vintage, produktionsland ikke noteret
Shiny silkebukser med mellemhøj talje, And Other Stories – Kina
Matte silkebukser med høj talje, Designers Remix – Kina
Shorts
Lyserøde silkeshorts med blonde, Ganni – Kina
Sorte silkeshorts med blonde, Ganni – Kina
Status lyder dermed på:
25 i Kina eller lignende
6 i EU
2 i Tyrkiet
2 ikke noteret
Jeg har fjernet et par stykker tøj fra min garderobe siden listen blev lavet, så nu er der altså 35 stykker tøj i min hverdagsgarderobe, og 71 % af mit tøj er produceret i Kina eller lignede lande. Av av av.. Mit store problem er, at jeg køber meget af mit tøj online, og der er det meget sjældent, at hjemmesiden angiver, hvor varen er produceret. Jeg kan dog blive bedre til at skrive til dem, inden jeg køber noget. Jeg ville dog også ønske, at brands som Ganni, som skriver på deres hjemmeside, at de ønsker, at deres produktion bliver grønnere til gavn for miljøet, samt at de ønsker at være socialt ansvarlige, ville tage lidt ansvar. Forhåbentlig har deres fabriksarbejdere i Kina gode forhold, men deres skrivelse på Ganni.com er meget flyvsk og ikke uddybende, så det er ikke til at sige.
Inden indlægget bliver alt for langt må jeg hellere slutte af. Jeg kan konkludere, at jeg i hvert har rigtig mange tanker om det her emne, og at jeg skal blive bedre til at undersøge produktionsforhold inden jeg køber noget.
For at starte dette indlæg, vil jeg bruge et af mine egne eksempler. Det hele startede med, at jeg i februar drømte om en nålestribet skjorte i lyseblå og hvid. Min stil er meget klassisk, og jeg elsker skjorter i alle afskygninger, men manglede denne ultimative, klassiske og simple skjorte. En dag sidder jeg og surfer på mytheresa.com, og jeg forelsker mig hovedkulds i den mest fantastiske stribede bomuldsskjorte fra Marc by Marc Jacobs.
Snittet er perfekt, farven er perfekt, knapperne er perfekte – alt er perfekt, lige indtil jeg ser prisen på omkring 2.000kr. Av.. Kærlighed kan være hårdt. Jeg beslutter at vente med at købe til næste måned, men da næste måned kommer, er jeg stadig ikke klar til at smide så mange penge efter en skjorte. Jeg kigger på alle mulige webshops og i butikker for at finde et værdigt alternativ, men det er svært. En dag finder jeg dog en skjorte, som virker helt perfekt på asos.com og med en pris på 175kr, slår jeg til.
Da jeg modtager den, bliver jeg også glad for den, men jeg er en anelse irriteret over, at den er så gennemsigtig (for den er mere gennemsigtig end hvad billedet viser), da en gennemsigtig skjorte passer bedre til 15-årige mig end (på det tidspunkt) 19-årige og meget seriøse mig. Jeg får den dog brugt nogle gange, men den ultimative drømmeskjorte spøger stadig i mit sind.
Her kunne historien passende slutte, og jeg kunne sige til alle, at det er bedre at købe én dyr, men helt perfekt ting fremfor at lade sig nøjes og købe noget, man ikke ELSKER, men som kan gå an i et par måneder, før man alligevel ender med at smide tingen ud, sælge eller donere den. For det er jo trods alt bedre at have få stykker tøj, som man absolut elsker og har lyst til at gå med hver eneste dag, fremfor at have massevis af tøj, som man kan lide lidt, men aldrig rigtig har lyst til at tage på.
Min historie slutter dog ikke her, for en dag går jeg en tur i det center, hvor jeg arbejder i sportsbutik. Jeg går ind i en butik, som primært fører danske brands som By Malene Birger, Selected Femme og Designers Remix, og her finder jeg en lyseblå og hvidstribet skjorte fra netop Designers Remix. Alt i butikken er nedsat med 20 %, så skjorten vil “kun” koste mig 880kr – en pæn slat mere end asos-skjorten men en noget mere opnåelig pris end Marc Jacobs-skjorten. Den er dog kun tilbage i størrelse 36 og 40, og dermed ikke min sædvanlige størrelse 38. Jeg beslutter dog at prøve den i størrelse 40, men det bliver en kæmpe skuffelse, for den er alt for stor og sidder dårligt. Jeg hænger den tilbage, og er egentlig på vej ud, men altså.. den skjorte er virkelig perfekt, og jeg er nødt til også at prøve den i størrelse 36 for at kunne få ro i sindet. Jeg prøver den, og den sidder lige som den skal. Det tager mig ikke længe at beslutte mig for at købe den, og siden jeg købte den i april måned har jeg brugt på ugentlig basis, og jeg knuselsker den, for den er virkelig perfekt.
Moralen i min lille historie er altså ikke blot, at det betaler sig at købe få ting, man virkelig elsker fremfor mange ting, der er OK. Moralen er også, at hvis man er tålmodig og søger efter det perfekte item i den perfekte prisklasse, så skal den nok dukke op, og man vil muligvis også blive endnu mere glad, når man holder det perfekte item i hånden, fordi det rent faktisk har krævet noget at finde det.
Min lektie til mig selv blev, at det er den dummeste idé at købe billigt semigodt tøj, for i sidste ende kommer det til at koste mig mere – både penge (hvis jeg køber nok “erstatninger”), men også frustrationer over, at tøjet ikke er helt perfekt – og så kan det godt være, at ventetiden er ulidelig og irriterende, men den var det hele værd, da jeg fik min helt perfekte bomuldsskjorte med hjem.
Forhåbentlig påbegynder jeg jurastudiet på KU efter sommerferien
Jeg brænder for et grønnere miljø
Jeg ejer mindre end 40 stykker tøj (inklusiv jakker og eksklusiv strømper, undertøj, træningstøj og arbejdstøj)
Jeg ejer mere end 15 par sko (inklusiv arbejdssko, løbesko og indendørssko)
Mine tanker om ovenstående to facts er, at jeg har for meget
Jeg elsker silke: silketørklæder, silkeskjorter, silkehårbånd, silkebukser – you name it, I own it
Jeg er Taylor Swifts største fangirl, og du skal ikke sige ét eneste ondt ord om hende i mit påhør
Jeg har været på det danske juniorlandshold i synkronsvømning fra jeg var 16 til 18 år gammel
Jeg elsker orden, men hader at rydde op. To ting, der desværre ikke harmonerer, men som oftest bider jeg i det sure æble og får gjort rent og sat i orden, så jeg får ro i mit hoved
Min yndlingsfarve er lyserød, og stort set alt mit tøj var lyserødt i mine unge teenageår
I dag er min garderobe primært sort, men især lyseblå og sart lyserød har fået lov til at snige sig ind i min tøjsamling
Jeg drages af alt, der glimter, og pt ejer jeg et par helt fantastiske glimmerbukser fra Ganni, som jeg bruger på ugentlig basis. Der er ALTID en undskyldning for at have glitrende tøj på
Jeg har en hang til dyre accessories, og jeg elsker især Hermés, Louis Vuitton og Célines tilbehørsunivers (men det gør ondt i pengepungen)
Jeg køber så meget som muligt secondhand, og på sigt så jeg gerne, at minimum 80 % af mine køb var secondhand
Jeg arbejder som livredder i en svømmehal og underviser derudover synkronsvømmere
Jeg elsker sprog og har altid været glad for at skrive
Styrketræning er pt min store passion, og jeg træner cirka seks gange om ugen og elsker det (ja, du må gerne hade mig lidt for det)
Jeg aner ikke, hvad jeg vil være, når jeg bliver “voksen”, men jeg håber på en åbenbaring, når jeg starter på studiet
Det var så hele 20 facts om mig – tillykke til dig, hvis du kom igennem dem alle. Det var sværere end forventet, men jeg håber, at det gav et bedre billede af, hvem jeg er.
I den nærmeste fremtid er min plan at udgive et indlæg, hvor min garderobe bliver kortlagt og visuelt fremstillet. Men jeg har også en masse andre idéer til indlæg, ligesom jeg har flere idéer til challenges til mig selv på tegnebrættet.
