Shoppeliste #1

Jeg vil prøve at blive bedre til at lave shoppelister, og dermed håber jeg planlægge at kunne planlægge mine køb bedre og minimere fejlkøb. Jeg satser på, at mine fremtidige shoppelister skal have en varighed af tre måneder, men den første kommer til at vare året ud: altså fra september til og med december.

Som det første har jeg kigget på min nuværende garderobe – både tøj, sko og accessories, og umiddelbart mangler jeg ikke desperat noget. Jeg har ikke noget, der som sådan er slidt op, men siden sidste vinter er jeg begyndt at gå mindre i sportstøj og mere i “rigtigt” tøj, og denne udvikling føler jeg mig rimelig sikker på vil fortsætte. Så selvom jeg har to vinterjakker, vil jeg alligevel mene, at jeg mangler en. Ikke som i at den er strengt nødvendig, men som i at jeg gerne vil have en vinterjakke, jeg har lyst til at bruge. Det skal være en frakke i uld, som går op i halsen (så jeg ikke er tvunget til at have tørklæde på), og farven skal ikke være sort. Jeg har allerede en overgangsfrakke fra Ganni i sart lyserød, så derfor skal min vinterfrakke heller ikke have denne farve. Yderligere vil jeg allerhelst finde den secondhand, da jeg kan få mere for pengene på den måde.

Jeg har et par beige Timberland støvler, som jeg ikke umiddelbart synes er specielt pæne, men de er praktiske og varme, hvilket jo er det allervigtigste. Jeg går ikke særlig ofte med støvler, så et par nye er ikke et must, da jeg har et par vintersneakers og ellers bare går i normale sko.

Af efterårs/vintertilbehør mangler jeg heller ikke som sådan noget, men eg kunne rigtig godt tænke mig et par skindhandsker, som kan bruges i overgangen til vinter og som kan tåle eftersårsregn, hvilket mine nuværende strikhandsker ikke kan. Allerhelst måtte det gerne være et par Hermés handsker, da de er smukke, tidsløse og i virkelig god kvalitet, desværre er prisen også bare voldsomt høj. Jeg vil dog gøre et forsøg på at finde et par secondhand, og ellers må jeg kigge på alternativer. De skal helst være sorte, have for og være produceret i Europa – det burde ikke være umuligt at finde.

De to ting, der står øverst på listen, og som er vigtigst jeg får anskaffet er altså:

  • En vinterfrakke
  • Et par skindhandsker med for

Dertil kommer nogle ting, som jeg i længere tid har tænkt på, kunne være rare at have i garderoben. Disse tæller:

  • En mørkeblå taske
  • Et par hvide jeans i lidt løst fit
  • Et jakkesæt i uld, enten sort eller navy
  • Et sort bælte med guldspænde

Igen er det ikke ting, jeg står og mangler virkelig desperat, men det er alle fire nogle ting, som jeg tror, at jeg vil blive rigtig glad for og som vil være virkelig brugbare i min garderobe. Et bælte har jeg tænkt på i lang tid, fordi det kunne være med til at sætte prikken over i’et i mange af mine outfits, da jeg næsten altid har bukser på. Jakkesættet ønsker jeg mig, fordi jeg elsker det klassiske look, og da jeg skal læse jura skal jeg nok før eller siden have anskaffet mig et til virksomhedsbesøg, job og studie. De hvide jeans har jeg virkelig brændt mig varm på på det seneste, og da alle mine underdele er sorte, kunne det være lækkert at have en enkel underdel i en anden farve, men de er bestemt ikke et must. Den mørkeblå taske har fået sit helt  eget indlæg her, så der kan mine overvejelser om en ny tasketilføjelse læses.

Det svære var ikke at lave listen, det svære bliver at overholde den, og jeg ved jeg vil blive udfordret, da jeg har en indre impulsshopper, som ofte stikker sin næse frem. Men jeg vil gøre mit bedste og selvfølgelig opdatere jævnligt.

Update på Marimekko-skjorten

marimekko

Min tanke omkring mine Jeg elsker…-indlæg er at lave en update på, om jeg endte med at købe den pågældende ting. I dette indlæg viste jeg ovenstående skjorte, og jeg skrev, at jeg ville købe den til september, hvis jeg stadig elskede den ligeså meget. Og det gør jeg, men… Jeg har fået overbevist mig selv om, at jeg ikke mangler den. Jeg har andre skjorter, som jeg kan bruge i stedet, og jeg har en meget smuk silkebluse fra Stine Goya med heftigt print, som kan det samme som Marimekko-skjorten kan. Derfor skal den ikke hjem i mit skab lige foreløbigt.

Og hvad kan jeg så lære af at have brugt en lige knap måned på at overveje et køb?

Jeg vil sige, at jeg var tæt på at købe den sekundet jeg så den, men jeg er rigtig glad for, at jeg ikke gjorde det, for det betyder, at jeg kan bruge de skjorter, jeg allerede har, mere. At lægge overvejelsestid ind inden et køb har altså vist sig for mig at være et rigtig godt redskab til at undgå impulskøb. Et redskab jeg helt sikkert vil bruge mere fremover, selvom det er svært at lade være med at købe noget med det samme.

Jeg elsker… Valentino støvler

Valentino støvler

Støvler fra mytheresa.com

Se lige de her støvler! Jeg har vidst virkelig et crush på blomsterprint for tiden (hvis du ikke tror mig så se dette indlæg). Det må være en forsinket reaktion på sommeren, eller også er det en modreaktion på, at den sommer, som aldrig kom, nu er ved at være slut. Når jeg lige tænker rationelt, kan jeg selvfølgelig godt se, at jeg ikke ligefrem mangler sko eller støvler med hæl.. Jeg har jo allerede et par, som jeg absolut elsker, og desværre er højhælet fodtøj jo ikke det allermest praktiske i verden. Suk, men man har vel lov til at drømme.. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at hvis jeg havde uanede mængder penge og ikke skænkede bæredygtighed og forbrug en tanke, så var disse støvler kommet med mig hjem for længst.

New in Céline Ballerinaer

IMG_8835

Som jeg nævnte i det her indlæg, har jeg købt et par ufattelig smukke Céline ballerinaer. De er købt secondhand, og jeg har virkelig haft kig på dem længe. I mine øjne er de de perfekte ballerinasko: de er ultra bløde, de er sorte og så er snittet helt rigtigt. Eneste minus er dog, at de er helt flade, så jeg kan ikke gå med dem en hel dag, da jeg får ondt i knæene af at gå med sko uden affjedring i timevis. Til en lille shoppetur, som skiftesko til fester eller til skolebrug er de dog helt perfekte.

 

IMG_8836

Crusher på blå tasker

tasker

Jeg har pt to hverdagstasker: en lille crossbody taske fra Gucci og en større med plads til computer fra Adax. Over de sidste måneder har jeg dog virkelig forelsket mig i blå tasker.. Jeg starter på jura-studiet lige om lidt (d. 24. august), og jeg er bange for, at min Adax-taske ikke er stor nok til både computer, bøger, mad og vandflaske. Det kunne derfor være oplagt, at jeg anskaffede mig en ny og mere rummelig taske i en blå nuance. Jeg har brændt mig ret varm på Stella McCartneys Falabella tasker og sådan en i blå med tre kæder, måtte godt flytte ind snarest muligt! Om den er et reelt behov, er jeg ikke klar over endnu, og derfor køber jeg heller ikke nogen større taske, før jeg har fundet ud af, hvor meget taskeplads jeg behøver til studiet.

 

Kommer jeg rent faktisk til at mangle en større taske, er der et behov, som jeg ikke kan opfylde med mine andre tasker, og så kan jeg retfærdiggøre at købe en ny, men så opstår endnu et problem: Hvad skal der så ske med min Adax-taske? Bliver den overflødig? Og skal jeg i så fald skille mig af med den? Umiddelbart kan det være fint at have to medium hverdagstasker at veksle imellem, og Adax-tasken har en fin størrelse til en tur ind til København, da der er plads til det mest nødvendige. Yderligere er den også god til arbejdsbrug, da den er meget klassisk – her tænker jeg også i mit fremtidige arbejde (forhåbentlig som jurist eller advokat).

 

Og hertil går det fint, et eventuelt taskekøb kan retfærdiggøres, men det stopper også nu. Jeg har nemlig VIRKELIG forelsket mig i Céline Trio tasken i mørk blå. Den er så smuk og simpel, og den er den perfekte crossbody/byturstaske. Problemet er bare, at jeg allerede har den perfekte crossbody/byturstaske – nemlig min Gucci Soho Disco bag. Og vi kan vidst hurtigt blive enige om, at det ikke er en nødvendighed at have to små tasker, som “kan det samme”.. Jeg vil derfor kategorisere Céline-tasken som et ønske og ikke en mangel eller et behov. Det er sådan en taske, som kunne være helt vild rar og lækker at have, men den er ikke en nødvendighed, og derfor skal jeg virkelig overveje, om jeg bør investere i den. For hvis jeg gør, så SKAL den skambruges, og det skal min Gucci-taske fortsat også, for ellers kan jeg ikke retfærdiggøre at have dem begge. Åh altså, hvor er jeg dog privilegeret, at mine største overvejelser lige nu handler om tasker.

 

Jeg vil lige tilføje her til sidst, at hvis jeg skal købe en eller begge tasker, så køber jeg dem secondhand, da det er forholdsvis let at finde disse modeller til rimelige penge på nettet. Samtidig er det også mere bæredygtigt, og det betyder meget for mig.